COVID-19

Covid-19

Det høje smittetryk har bevirket, at flere foranstaltninger er blevet indført i vores kommune. Vi har på kollegiet haft flere positive kollegianere, som har været i karantæne for, at vi kan stoppe smittespredningen. Vi ser desværre stadig, at nogle beboere ikke følger sundhedsstyrelsens retningslinjer. KAB og beboerrådet opfordrer til, at alle beboere følger retningslinjerne for kollegier udsendt på mail og derved udskyder sociale arrangementer (fødselsdagsfester, julefrokoster, madklubber, TDC etc.) til et senere tidspunkt.

Herudover opfordrer beboerrådet alle kollegiets gange til at holde køkkenmøder online og drøfte planer vedrørende rengøring, afspritning og afstand på køkkenerne. Fester, julefrokoster og udefrakommende gæster bedes holdes på et minimum og med retningslinjerne i mente.

Mindsk smitten på kollegiet

Dette gøres på kollegiet for at komme smitten til livs:

Klubber, Kældercaféen og sociale aktiviteter

Det høje smittetryk i kommunen har desværre medført nye restriktioner, som blev offentliggjort i starten af december 2020. Dette har betydet, at KAB og Nybrogård Kollegiets beboerråd har besluttet ekstraordinært at nedlukke alle indendørs klubber og aktiviteter på kollegiet.

De midlertidige lukkede klubber omfatter: motionsklubben, brætspilsklubben, designklubben, filmklubben, musikklubben og Kældercaféen.

Det høje smittetryk har også betydet, at beboerråds- og beboermøder vil blive afholdt online.

Varmemesteren, Sekretariatet, Net-gruppen og Klagenævnet

Det er besluttet af KAB, at alle ansatte på kollegiet skal arbejde uden fysisk kontakt til beboerne. Kontakt til disse skal derfor foregå over e-mail eller telefon. De ansatte vil herefter svare tilbage inden for de normale arbejdstider, som kan findes på hjemmesiden.

Dette bevirker, at det ikke er muligt for varmemesteren at udføre opgaver og udbedringer på beboede værelser og lejligheder i denne periode. Ved akutte tilfælde kan der dog gøres undtagelser. Skriv eller ring i disse tilfælde til varmemesteren.

Ved positiv test af Covid-19

Hvis du er testet positiv, bedes du henvende dig til varmemesteren over mail eller telefon således, at karantæne og ekstra rengøring kan blive planlagt. Dette er også for at passe på de ansatte ved kollegiet.

Hjælp gerne hinanden med levering af mad sådan, at den smittede kun i begrænset omfang skal bevæge sig ud af sit værelse eller lejlighed.

Hvis du har været i nær kontakt med den positive, henvises der til sundhedsstyrelsens retningslinjer ”Til dig, der er nær kontakt til en person, der er smittet med ny Coronavirus”. Vi opfordrer til, at alle, der har været i nærkontakt, selvisolerer sig, indtil man har fået to negative Corona tests.

Har du milde eller ingen symptomer men er testet positiv og ikke har mulighed for at selvisolere f.eks. i lejlighederne, kan man kontakte Gladsaxe kommune og derigennem få tildelt et gratis isolationsophold. Læs mere om dette på kommunens hjemmeside.

Hvis en gang eller lejlighed i karantæne mangler værnemidler, sprit og klude, bedes der tages kontakt til varmemesteren.

Ved spørgsmål kontakt venligst varmemesteren (nykvarmemester@nybro.dk) eller beboerrådsformanden (formand@nybro.dk)

Tusind tak til vores varmemester og gårdmænd, som sørger for at passe på os alle i denne svære tid.

Med venlig hilsen,
Beboerrådet Nybrogård Kollegiet


Relevante links:
https://www.sst.dk/da/corona
https://coronasmitte.dk/
https://gladsaxe.dk/kommunen/borger/sundhed-og-sygdom/coronavirus/isolationsophold-covid-19