Forløbet for fremleje er beskrevet nedenfor. Kontakt altid sekretariatet personligt, per mail eller telefon, når du skal fremleje. Så er du sikker på, at du overholder alle regler og procedurer.
Når du har besluttet dig for at fremleje, skal du først finde dig en fremlejetager. Foriden skal du have gjort dig klart, om du ønsker at fremleje dit lejemål i mere eller mindre end 3 måneder. Hvis du ønsker at fremleje i mere end 3 måneder, skal årsagen til fremlejen være af uddannelsesmæssig karakter (for eksempel hvis du skal på udvekslingsophold eller i meritgivende praktikophold). Uanset længden af fremlejen skal både du og fremlejetageren kunne dokumentere jeres studieaktivitet i hele fremlejeperioden.
Du kan selv prøve at finde en fremlejetager, for eksempel ved at skrive ud på Facebook eller et lignende medie. Mange finder en fremlejer ved at skrive ud på kollegiets Facebook-side.
Du kan også kontakte IAESTE, der er specialiseret i at udveksle studerende mellem lande, men også finder lejemål til udenlandske studerende i Danmark. Det er især en god idé at kontakte IAESTE, hvis du skal finde en fremlejetager til en fremlejeperiode på mere end 3 måneder.
Du kan kontakte IAESTE på følgende måde:
IAESTE Denmark
Anker Engelundsvej 1E
Bygning 101
2800 Lyngby
Tel. 7742 4390
Fax 7742 4399
Når du har fundet en fremlejetager, skal I begge udfylde kollegiets fremlejekontrakt. Kontrakten findes både på dansk og på engelsk. Kontrakten kan du få udleveret hos sekretariatet i papirform eller som en pdf-fil ved at skrive til . Kontrakten skal udfyldes og underskrives af både fremlejetager og fremlejegiver. Uanset længden på fremlejen skal der vedlægges dokumentation for studieaktivitet i hele fremlejeperioden fra både fremlejetager og fremlejegiver. Er du i tvivl om, hvilken dokumentation der er tilstrækkelig, så kontakt sekretariatet, som vil kunne guide dig i henhold til præcis din sag.
Du skal være opmærksom på, at fremlejen tidligst kan starte én måned efter fremlejekontraktens godkendelse af sekretariatet. Derfor er det en god idé at møde op med fremlejekontrakten i sekretariatets åbningstid og få kontrakten behandlet med det samme. Fremlejekontrakter afleveret i sekretariatets postkasse behandles hurtigst muligt, men behandlingen kan trække ud, hvilket kan betyde, at fremlejeperiodens startdato må rykkes.
Det anbefales, at fremlejegiver og fremlejetager bliver enige om et depositum, der lægges af fremlejetager i tilfælde af skader under fremlejen. Størrelsen på depositummet er noget, fremlejegiver og fremlejetager indbyrdes bliver enige om. Som tommelfingerregel anbefales det, at der tages 3 måneders husleje i depositum for fremlejeperioder på ca. 6 måneder. Indbetaling af depositum foregår udelukkende mellem fremlejetager og fremlejegiver og skal indbetales senest 2 uger inden fremlejeperiodens startdato.
Når fremlejekontrakten er udfyldt, skal den godkendes af sekretariatet. Sekretariatet kigger kontrakten igennem og sikrer sig, at kontrakten overholder reglerne for fremleje.
Overholder kontrakten reglerne for fremleje, indsendes kontrakten til KAB, som registrerer fremlejen i deres system.
Overholder kontrakten ikke reglerne for fremleje, vil du og din fremlejetager blive bedt om at få bragt manglerne i orden. Møder du selv op i sekretariatet, kan manglerne som oftest hurtigt klares, så det ikke påvirker fremlejeperiodens start. Modtager sekretariatet til gengæld fremlejekontrakten i postkassen, vil du få brev i din postkasse om manglerne i kontrakten, hvilket er en proces, der kan trække ud, og der er risiko for, at fremlejeperiodens startdato må rykkes.
For at fremlejetager kan få overdraget nøglerne til lejemålet, skal vedkommende kunne påvise, at vedkommende har overført depositum og første måneds husleje 2 uger inden fremlejens begyndelse. Overdragelsen af nøgler kan enten ske ved at kontakte kollegiets varmemester, som vil sørge for at overdrage nøglerne ved forevisning af kvittering for indbetaling af depositum og første måneds husleje. Alternativt kan man personligt sørge for overdragelse af nøgler.
Det er muligt at få opbevaret ejendele i et aflåst rum på kollegiet i forbindelse med fremleje eller lignende. For information herom skal varmemesteren kontaktes, som sidder inde med nøgle til dette rum.
Fremlejetager skal efter overtagelse af lejemålet betale husleje hver d. 1. i måneden. Det kan gøre på en af de to følgende måder:
Fremlejetager overfører et aftalt beløb i husleje til fremlejegiver hver d. 1. i måneden, og et præcist regnskab over forbrug og husleje udarbejdes senest en måned efter fremlejeperiodens ophør.
Fremlejegiver afmelder sin PBS, og/eller et girokort sendes af KAB hver d. 1. i måneden til lejemålets postkasse, som fremlejetager skal betale.
Det er vigtigt at blive enige om, hvordan huslejen betales inden fremlejeperioden starter. Der kan være forskel på beløbet, som skal betales til KAB hver måned, grundet forskel i mængden af brug af kollegiets vaskemaskiner, til/afmelding af TV-pakke, huslejestigninger mm.
Efter fremlejeperioden aftales en overdragelse af nøgler, enten ved kontakt til varmemesteren eller ved personlig overdragelse. Senest en måned efter fremlejens ophør skal et regnskab opgøres med præcise udgifter for fremlejen, herunder også en oversigt over eventuelle skader og dertil dækning fra depositummet. Det resterende depositum og eventuelle husleje overføres tilbage til fremlejetager ligeledes senest en måned efter fremlejens ophør.